-
Cecilia de Jong
Cecilia de Jong skaber tekstile værker af materialer der ofte er doneret, arvet eller fundet på loppemarkeder.
Som erfaren workshopholder og uddannet håndarbejdslærer, har hun i mange år undervist og formidlet sin kunstneriske praksis i lokale fællesskaber, på kulturinstitutioner og i private hjem. Hendes workshops er bygget op om nærvær, håndgribelig læring og fællesskab, og hun formår at skabe et rum, hvor deltagerne både møder en kunstpraksis, et håndværk og forbinder sig til hinanden og til materialernes historie.
Bæredygtighed er kernen i hendes praksis: genanvendelse af tekstiler, brug af arvet og doneret garn og en produktionsmåde, der minimerer miljøpåvirkningen. Gennem sine geometriske kompositioner og en helt særlig “vibrerende materialitet” skaber de Jong portaler mellem verdener — rum hvor eftertanke, spekulativ fiktion og kollektiv erindring mødes, og hvor gamle tekstiltraditioner taler ind i behovet for at skabe en mere håbefuld relation til fremtiden og vores evne til at leve i den og (måske?) forbedre den.
Hun har en dyb interesse i materiel litteracitet, trådenes og stoffets historie samt kvinders vilkår i produktion og økonomi — både historisk og i dag. Denne viden bringer hun aktivt i spil i sine workshops, hvor håndværk, historie og fællesskab bliver en konkret handling i et sanseligt og nærværende rum.
- Sprog
Dansk / Engelsk - Temaer
Ligestilling, køn og minoriteter, Klima, miljø, natur og energi, Sundhed og omsorg, Social og samfundsorienteret, Børn & unge - Geografi
Region Syddanmark, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Midtjylland - Uddannelse
Det Fynske Kunstakademi 2002-2008 og Seminariet for Kunst og Håndværk 1998-2002 - Anerkendelser
Modtaget Statens Kunstfond arbejdslegat i 2021 og 2022. Har solgt to værker til Statens Kunstfond - Faste samarbejdspartnere
ALIUM Gallery - Tidligere kunder/samarbejdspartnere
Workshops på: Museet for Samtidskunst, Kunsthal6100, Tingcentralen, INSP!, erhvervsnetværk, private sammenkomster, efterskoler, gymnasier, etc. - Udvalgte udstillinger
Kommende: Museum KØN Seneste udstillet på: Nitja, center for samtidskunst, NO. Kunstmuseum Brandts og Sorø Kunstmuseum med udstillingen “Nål og Tråd”, DK.
-
Links