SAMTALE I PRAKSIS

Jeg, Jonas Georg Christensen, inviterer til en samtale i praksis.

Det vil sige til, sammen med dem der måtte henvende sig, at tage del i åbne fordomsfrie samtaler – for derigennem at kunne tale om og debattere relevante samfundsforhold. Dette sker i og med kunstens og udforskningens åbne tilgange, til hvad end vi ved det at tale frit sammen måtte støde på – og dermed sagt med udforskningen og lysten hertil som udgangspunkt for det at undersøge de forhold, vi som borgere i et samfund, hver især, står midt i og som udgør vores fælles forhold som et demokratisk anliggendeHver samtale indledes med et oplæg, der forbinder forhold fra kunsthistorien til samtiden. Det vil sige, at jeg, Jonas, med mit oplæg – og som ansvarlig koordinator for samtalerne – tager udgangspunkt i tidens aktuelle problematikker, samt teorier om og mulige analyser deraf. Derved markerer jeg i og med min tale – min diskursive praksis –, rammerne for en demokratisk samtale mellem de deltagende parter, der kan omhandle hvad som helst. Fra de generelle forhold vi er stillet overfor i vores samfund, til det, der måtte berøre os hver især.

Det jeg lægger op til, er ikke et tryllekunstnummer. Som kunstner arbejder jeg ikke med svar. Kunsten har ikke ‘svaret’ på noget. De fleste kunstnere arbejder ikke med svar, men er beskæftiget med fremstillingen og formaliseringen af et problems ‘korrekte’ formulering. Ligesom at andre forskeres opgave er at fremstille deres arbejdsspørgsmål, formelt set, korrekt. Jeg hævder med andre ord, at et kunstværk ikke gør andet, og ikke kan bruges til andet, end at fungere som svarende til det spørgsmål værket fremstiller.

Kunst handler – for mig at se – om at formulere et spørgsmål, på en sådan måde at dette kan stilles. I kraft af at kunstnere – som jeg – ofte stiller spørgsmål på andre måder, eller vælger at fokusere på bestemte spørgsmål frem for andre, vil en sådan samtale som jeg foreslår – med mig som spørgende samtalepartner – kunne lede til at vi, inklusiv jeg selv, kommer til at kunne se på vores tids spørgsmål, på andre måder end sådan som vi, hver især, ellers kan være tilbøjelige til at gøre dette. Dét er nærmere bestemt, hvad der sker, når vi ikke danner vores tanke – og forbliver i boblerne – frem for at gå i dialog med andre.

Det er heri at pointen ligesom berettigelsen for forsøgene med det at samtale i praksis, sådan som jeg foreslår at opstille forsøgene, skal findes. Det forbliver nemlig et problem vi står overfor i dag, når vi ikke, gennem talens og mødets meningsudvekslinger, danner os en mening om vores fælles forhold. Et problem der igen kan medføre et demokratisk underskud. I den forbindelse består mit ‘svar’ i det at forsøge at samtale i praksis.

Dokumentation fra tidligere samtaler, udfoldet mellem mig og andre kunstnere, kan findes her: